Stort og småt fra "en hjemmeløbende bedstemors" liv...







tirsdag den 29. april 2014

Godt begyndt.....

.......er efter sigende halvt fuldendt....


Jeg har kastet mig ud i noget, jeg aldrig har prøvet før...
At hækle har jeg prøvet før, at hækle rundt har jeg også prøvet,
men at hækle rundt og så hækle rundt for så at hækle videre indtil det forhåbentlig bliver til ?????,
ja her er det tilladt at gætte....

I skal nok få svaret, når og hvis det lykkes, ellers bort går det i lykkelig glemsel/fortrængning.


Fasan-far på aftentur......




.... lige rundt om min terrasse og hen foran "skuret", hvor jeg sad ganske stille og hæklede.

Sikken en fantastisk fjerdragt fasan-kokkene kan pryde sig med i disse forårsdage.

Håber I alle nyder disse fantastiske solskinsdag og milde temperaturer..

søndag den 27. april 2014

Heste som fotomodeller......

Nu hvor alle vores frugttræer blomstrer har "staldens hof-fotograf" travlt med at tage protrætbilleder af staldens heste.
Hestene shines næsten som fotomodeller inden der knipses..... rigtig mange billeder.... til tider er hestene mere fokuseret på det dejlige grønne græs ved deres fødder....
Men se bare her.... smukkere heste kan man næsten ikke ønske sig.... og der er ikke brugt Fotoshop....


Alle fotografier og Copyright tilhører Katja Ahrenfeldt, Hedensted.

lørdag den 26. april 2014

Grøn uge....

...tja, hvor svært kan det dog være.....
At finde grønt i naturen, er jo temmelig let, så er det bare at vælge....




Skal det være min elskede udsigt fra "skuret", som I vist efterhånden har fået i alle "farvetoner" og årstider, men ligemeget, jeg holder af udsigten på alle tider af året.


.
....eller "vejen" rundt om haven" og ned på marken. Her blomstre kirsebær- og æbletræer overdådigt i øjeblikket, og bliver flittigt brugt af "staldens hoffotograf" til portrætbilleder af staldens heste...












.....eller et par af "forårets små banditter" i min grønne græsplæne ja, ja jeg ved godt at gult er overstået, så det er det grønne I skal kigge på



  ....eller mit lille højbed med krydderurter, der er ved at komme sig ovenpå vinteren....


Nå pyt, jeg behøver ikke at vælge, for der er alt sammen lige uden for min dør, det er nemlig der jeg og resten af familien bor.....


mandag den 21. april 2014

Jeg har (næsten) begået et kunststykke.....



... jeg har (næsten) fået alle alle 6 børnebørn til at sidde stille på en gang, mens de blev fotograferet.


Tro mig, der er lige så mange kunster i dem, som det ser ud til på dette billede.

Alle blev i påsken "tvangsindlagt" til fotografering, familievis og i grupper.

Grund: Min skifteramme trængte til nye billeder, og min far på 96 ville gerne se "hvor frække oldebørnene var blevet"..

At spille på computer....

.... får en helt ny betydning, når man læser musikvidenskab på Århus Universitet.

Nu er huset stille og nogenlunde "sig selv" igen, efter et par hæsblæsende dage.
Lørdag: indkøb, sidste rengøring og forberedelse af mad og kage.
Søndag  "invasion" af 10 voksne og 6 børn til påske/fødselsdagshygge kl 13 til meget senere.
Heldigvis var vejret dejligt, og det indbød til fri leg hos både voksne og børn.... til sidst måtte græsmarken og dressurbanen inddrages.... Status 2 skrabeknæ, 3 stk plaster og en punkteret bold.... Alle havde god appetit til eftermiddagens kagebord.

I formiddag stald-kaffe med 12 søde piger, derefter skal der samles sten på græsmarkerne... alle mand...
Lidt anstrengende, men hyggeligt og meget nemmere, når man er mange.

fredag den 18. april 2014

Gul uge.......

... nej, nej vi taler ikke om tilbudspriser hos Super Spar, selvom det heller ikke er at foragte.....
Vi taler om Regnbue Blog Leg hos LIV.
Mit bud på "gule" ting:

Påskeliljer i haven.
Jeg elsker faktisk gule blomster, men har ikke ret meget gult indendøre eller tøj.












Her skulle mine flotte gule tulipaner have stået,
men en lille "grovæder", som jeg har mistænkt for at være en hare, har vist holdt fest her....
Nå pyt, bare den ikke har fået ondt i maven.....










I "skuret" har vores citrontræ, eller hvad det nu er,flotte gule frugter.....

og ved siden af står en Hibiskus/Hawai-blomst med en fantastisk blomst,
men den skulle have været fotograferet i går.
Sådan går det når man er et "snøvl"


Til sidst familiens vigtigste gule ting, hvis I spørger hunden Sofus.
MADKOPPEN, som 2 gange om dagen fyldes med dejlig hundemad.....man er vel ikke Labrador for ingen ting.

GOD PÅSKE til alle i Blogland, håber det bliver dejligt gult solskinsvejr, 
ellers er der en løsning her.

tirsdag den 15. april 2014

Sikken en FANTASTISK weekend.....

.... ja, ja jeg ved godt det er tirsdag, men jeg er faktisk næsten ikke vågnet før.
Denne week-end var weekenden, hvor klubbens STORE landsstævne, som jeg har arbejdet på i godt 4 ugen, skulle afholdes.
Det er stadig og altid med sommerfugle i maven, jeg åbner op for gæsterne torsdag aften...
Spørger mig selv igen og igen har jeg husket det hele?????
Vores gæster, såvel ryttere som heste, har brugt meget tid til at forberede sig og mange penge på indskud, benzin og transsport, så derfor vil man jo gerne at ALLE får en forrygende oplevelse med hjem.
I år var rytterfeltet nok noget af det stærkeste vi har haft besøg af.
Klubben havde 3 ryttere med og min "egen lille kylling" (Gitte) havde i år hele 3 heste med i feltet.
Jeg var ved at revne af spænding.... og nervøsitet.

Søndag aften var jeg bare totalt euforisk.
ALT har klappet.....
Klubbens ryttere har haft succes, ikke alle har fået placeringer, men alle har haft gode og yderst tilfredsstillende gennemridninger.
Gitte har haft totalt succes.... Hun fik (lov at få) hele 3 placeringer, deraf den ene som en første plads....
Jeg må lige prale med et billede af Gitte også:
Billedet lånt af staldens "egen" fotograf Katja Ahrenfeldt.
Jeg ved ikke, hvad I synes, men jeg er så stolt.......og glad, for jeg ved, hvor mange timers hårdt arbejde der ligger bag, (ikke bare for hende men for alle ekvipagerne)
Nu er alt ved at vende tilbage til normal standard, jeg mener mit "legebord" og mit spisebord. Der er ryddet op, lagt væk og smidt ud af de ulidelige papirbunker..... så nu kan min "lille krøllede hjerne" begynde at lede efter gule ting til Livs Regnbueleg, det bliver hyggeligt.........

onsdag den 9. april 2014

Helt rigtig farve...til min uge.....

Ugens farve i Blog-legen hos LIV er i denne uge ORANGE....
Dertil passer mit nye strikketøj (næsten) perfekt...

En ny trøje til mig:
Mønstret er fra Hjertegarn (no.: 413933)
men strikket i MIRANDA, som er 45% bomuld, 23% hør og
32 % acryl.
Det passer ikke helt i strikkefastheden, men det kan der jo heldigvis rettes til på.
Jeg har aldrig prøvet at strikke med hør, men dette garn er supernemt at strikke i og få pænt jævnt og glat.











Lige nu strikkes der på "de store flader" uden mønster sådan I ved "lige ind i mellem".

En stor del af min tid er stadig optaget med det store stævne i dressur vi skal afholde i week-enden. Den store tidssluger har været at skaffe ca 300 frivillige mandetimer fordelt på fredag-søndag. Men det kender alle vist, der har med frivillig idræt at gøre.....
Det er lykkedes i aftes, og jeg er GLAD. Nu glæder jeg mig til "at få åbnet biksen" og komme igang.....




Det ser ud ti hunden Sofus også har et input til ORANGE..
Dygtig hund...

lørdag den 5. april 2014

Diciplinen: At sparke sig selv i måsen......

... kan være vanskelig.
Idag er jeg helt alene hjemme, og har vist udskudt en hel del mere eller mindre kedelige opgaver, derfor bestemte jeg mig til at skrive en MUST-TO-DO-liste mens jeg spiste morgenmad.

Nu er klokken 13:30 og alle de kedeligste punkter er streget ud og vaskemaskinen snurrer lystigt, JUBIIIII....

Næste punkt, som er MEGET vigtigt er at hente slik, for i aften får vi besøg af 2 af vores børnebørn, og så må der lidt guf til...

Mangler stadig lidt planlægning af dressur-stævnet, inden vi går over til fri-krea-leg.....


fredag den 4. april 2014

Fredag i strikkeklubben....

Hver anden uge (lige uger) er der på Hedensted Bibliotek "strikke-rend-sammen". Her mødes vi mellem 10 og 15 damer bevæbnet med strikke- og/eller hækletøj.
Det er MEGA hyggeligt, mundtøj og strikkepinde løber ca lige hurtigt.


I dag havde jeg min seneste samling af færdige Sprutter med, så de lige kunne vises frem.

Og om ikke en af de frække Sprutter hoppede lige ned i favnen på Mettes lille yndige datter.
Mette er igangsætter af gruppen, og gruppens omvandrende leksikon udi i strikkeriets hemmeligheder.....

Bemærk lige at lillepigen også har fået lyserød sommerfugle-spænde i håret... det er vel aldrig for tidligt at være fin.

torsdag den 3. april 2014

En af hverdagens små glæder....



Jeg bliver så glad. når jeg kigger på vores smukke orkideer...

Jeg er absolut ingen ørn til det der med blomster, men min kære husbond kan "det", og efter orkideerne har fået fast plads i "skuret", blomstrer de så det er en lyst..., nogle af dem er mere end 10 år gamle, men stadig smukke....


Kan dette indlæg høre under LIV's Regnbue-Rød... tja, næsten i alt fald.....